Mobning

Vi startede undervisning om mobning, med en lille øvelse, hvor vi skulle stille os i hhv en nej side og en ja side, ud fra forskellige fordomme omkring mobning:

-Mobberen har selv lavt selvværd

-Mobning rammer oftest børn, der ser anderledes ud

-Det er naturligt at børn mobber hinanden

-Offeret er også selv skyld i mobningen

-Hvis man ignorerer mobberen, holder han/hun op med at mobbe

-Mobbere har negative karaktertræk (aggressive, mangler empati)

Det viste sig efter øvelsen, at ingen af disse fordomme holder stik, hvilket overraskede os en del - da der ved alle spørgsmål stod nogle på ja siden.

Der findes en forståelse af mobning, som er blevet brugt og anerkendt og som er baseret på ca 30 års forskning af Dan Olweus. I dag er den forældet og udskældt. Os som studerende er højst sandsynligt vokset op med denne model (derfor de forkerte fordomme). Han har skrevet en artikel i 1999, hvor han beskriver at mobberen ofte har karaktertræk af at være særligt fysisk stærk og aggressiv overfor andre børn og voksne. At de har en generelt mere positiv holdning til vold. De har ingen, eller kun lidt, indlevelsesevne og medfølelse over for ofrene. - Dette er ikke rigtigt!

Mobning er ikke mangel på empati – man kan sagtens foragte en person, samtidig med at man føler empati overfor andre.

Den nye forståelse går mere ud på at hvis personen opfatter det som mobning er det mobning. Dvs. Små drillerier er også mobning hvis personen opfatter det sådan. Hvor den gamle forståelse handler om at mobning er en længerevarende form for grove drillerier. Mobning kan ligeledes ramme alle, uanset udseende osv.

Mobning opstår i en gruppe/klasse hvor der findes social eksklusionsangst - enten pga manglende tillid til den voksne/pædagogen, som fx ikke anerkender alle i gruppen. Dette kan vise sig i en skoleklasse, hvor læreren viser opgivelse overfor en elev der ikke får lavet lektier. Dermed kan der opstå et svagt punkt hos eleven, som kan give anledning til sladder, abjektion (afskyeliggørelse) og udelukkelse blandt de andre børn.

Børn/voksne udelukker hinanden fordi vi eksistentielt er afhængige af at tilhøre et fællesskab. Angsten opstår når inkluderingen i fællesskabet, og behovet for tilhør, er truet.

Så hvad gør man, som pædagog, i en større gruppe der er præget af hierarki og eksklusionsangst?

Man kunne inddele gruppen i blandede grupper (både med dem øverst og nederst i hierakiet) og lave aktiviteter med overvågning af en voksen – man skal give børnene mulighed for at føle at de er inkluderet og ikke ekskluderet og at alle har noget de er gode til (dette skal fremhæves) – medicinen mod mobning!